Vis det fulde website

FinansWatch

Fejlagtig betaling i supermarked får Nets til at ændre mobilløsning

En Rema1000-kunde endte ved en fejl med at betale for en anden kundes flanksteak, spidskål og medister, fordi stærke trådløse signaler angiveligt fangede signalet fra mandens mobiltelefon. Nu ændrer Nets i betalingsløsningen for at undgå lignende sager.

Tidligere på måneden kunne Jyllands-Posten fortælle, at en Rema1000 kunde ved et uheld havde betalt for en andens flanksteak, spidskål og medister. Det skete via hans mobile dankort i appen My Wallet, som han aldrig nogensinde havde benyttet, men hvor signalet ved et uheld var opfanget af en stærk bluetooth-forbindelse fra betalingsterminalen bag ham.

Det skyldes, at betalingen var under 350 kr., og så skal der ikke bruges pinkode.

Dengang kunne udbyderen af det mobile dankort, Nets, eller udbyderen af betalingsterminalen Verifone ikke blive enige om, hvis skyld det var, og det er de tilsyneladende heller ikke blevet nu.

Men Nets har nu taget konsekvensen og indført et ekstra skridt i betalingen, så kunder fremover skal godkende betalinger i appen – vel at mærke kun hvis betalingerne går gennem Verifones terminaler, skriver teknologimediet Version2.

"Det er en problemstilling, der alene knytter sig til bluetooth. Fordelen ved bluetooth er jo netop, at der er et ret stærkt læsefelt. Det med at blive registreret hurtigere og nemmere på lidt længere afstand kan faktisk i mange sammenhænge være en fordel," siger Nets’ pressechef Søren Winge til mediet.

I Verifone mener adm. direktør Chris Lund-Hansen dog ikke, at der skulle være en fejl ved særligt Verifones terminaler, men siger i stedet, at man hele tiden har plæderet for betalingsgodkendelser i appen.

Version2 har spurgt de to virksomheder, hvor langt bluetooth-forbindelsen rækker. Det er ikke lykkedes at få svar på, men Nets beskriver det som "mere end de 4 cm," der er grænsen for kontaktbetalingen ved NFC.

Koks i teknikken førte til betaling af forkert regning – Nets afviser ansvar 

Mere fra FinansWatch

Job

Se flere jobs