Vis det fulde website

FinansWatch

Sådan skal danske ejendomsinvesteringer bidrage til Paris-aftalen

KLUMME: Ansvarlighed, mere bæredygtighed og almindelig omtanke ved nybyggeri er kommet for at blive og det eneste rigtige at gøre i forhold til de kommende generationer. Desuden er det også en god investeringsstrategi, når det kommer til afkast. Det skriver koncernfinansdirektør Anders Damgaard, PFA,  i denne klumme.

Foto: PR

Op til 40 pct. af al energi i Danmark forbruges i bygninger, og hvis man tæller materialer og andet ressourceforbrug til opførelsen med i regnskabet, er tallet ca. 50 pct. Ejendomme er derfor også et af de vigtige steder at sætte ind, når vi skal mindske C02-udslippet og begrænse den globale opvarmning.

Derfor indledte vi arbejdet med en ny bæredygtighedsstrategi og agenda for vores danske ejendomsportefølje i slutningen af 2018. Det kom som konsekvens af, at vi dels kunne se, at der var et behov og en efterspørgsel i markedet efter mere bæredygtige ejendomme, dels har PFA forpligtiget sig til at bidrage til at, vi kan nå Parisaftalens mål om at begrænse de globale temperaturstigninger.

For at kunne komme tættere på det mål arbejder PFA sammen med Rambøll på at udvikle et system til at opsamle forbrugs- og energidata på alle ejendomme i PFA’s danske ejendomsportefølje – både bolig og erhverv.

Det inkluderer ved nybyggerier og større renoveringer bl.a. gennemførelse af en livscyklusanalyse, som skal give et billede af et byggeris potentielle miljøpåvirkning. Det er miljøpåvirkninger som fx fremskaffelse af råvarer til byggeriet, produktion af byggematerialer, energi og ressourceforbrug ved drift og vedligehold og bortskaffelse og genanvendelse af bygningsdele og byggematerialer.  

Goder intentioner er ikke nok

Systemet skal være færdigt i år, hvor vi skal være i stand til at måle CO2-aftrykket fra størstedelen af vores danske portefølje, (hvilken udgør ca. halvdelen af vores samlede ejendomsinvesteringer på over 60 mia. kr.) direkte og med rimelig præcision estimere udledningen fra den resterende del af porteføljen.

Det er et stort skridt på et vigtigt område for os, og det sker for at etablere en baseline for, hvor meget CO2 den udleder. Derved kan vi fremefter arbejde endnu mere systematisk med at nedbringe CO2 -aftrykket fra ejendomsporteføljen.

Men gode intentioner er ikke nok, og i PFA kommer vi til at måle os selv på, om det her lykkes, ligesom vi også vil være transparente med de foreløbige resultater på vores hjemmeside såvel som i den årlige CSR-rapportering. 

Udover Parisaftalens mål om at begrænse den globale CO2 -udledning for at holde den globale temperaturstigning vel under to grader, skal PFA’s arbejde med mere bæredygtigt byggeri også støtte op om FN’s 17 verdensmål, hvoraf der er fire, som PFA har særlig fokus på (verdensmål 7,12,13 og 17). 

Energimærkninger skal op

Arbejdet er som nævnt allerede i gang, og udover at udvikle føromtalte metode til dataopsamling er vi i gang med at se på vores portefølje ud fra en række eksisterende redskaber. Vi vil zoome ind på de af vore ejendomme, som har en energimærkning, der er dårligere end D for at undersøge forholdene omkring dem og i videst muligt omfang energioptimere dem.

Det kræver relativt få investeringer. Det kan for eksempel være udskiftning af vinduer og at optimere på eksisterende varmeanlæg, men disse tiltag kan have en stor effekt. Fremover kommer vi også til at screene alt nybyggeri med henblik på at certificere det med et DGNB-energimærke, og her er vi allerede godt i gang.

Vores nye kontorbyggerier ’Pakhusene’ på Aarhus havn er certificeret med DGNB guld, og PFA’s kommende kollegie i Odense og Axel Towers i København er certificeret med DGNB sølv, lige som PFA’s domicil bliver det efter den igangværende renovering.

Men vi er i PFA også åbne for at investere i ejendomme – eksisterende såvel som nybyggeri - der af den ene eller anden grund ikke er certificerede, hvor målet så er at gøre ejendommene mere bæredygtige gennem energioptimerende investeringer.

Det er bedre for CO2 – regnskabet, end at ejendommen bare står hen, så på den måde har sådanne investeringer en positiv effekt på omgivelser og miljø. PFA er også medlem i Green Building Council, hvor vi kan dele de erfaringer, vi opnår i arbejdet med at måle og nedbringe CO2-aftrykket fra vores ejendomsportefølje. 

Bæredygtighed som afkaststrategi

Arbejdet med at bygge og renovere mere bæredygtigt i fremtiden er noget, som indgår i vores CSR-strategi, og som vi kommer til arbejde mere systematisk med fremover. Og vi er åbne over for ideer og sparing til, hvordan vi og vores partnere kan nå målene i Parisaftalen. 

Vi kan ikke være sikre på, at vi kan nå helt i mål med en nul-udledning fra vores danske ejendomme i 2050, men det er ambitionen. Og en ting er sikkert, og det er, hvis ikke vi arbejder for det, så når vi det ikke. Og vi arbejder for at nå det. Det føler vi både er den rigtige ambition og vores pligt. 

Det er i øvrigt et fokus, vi har i forhold til alle vores investeringer, og med det kommende system til måling af CO2 udledningen fra ejendomme samt anvendelsen af metoder fra DGNB-certificeringer, får vi et ’sprog’, som vi kan anvende i processen, til at sige ’hvad kan vi gøre her?’. Det gælder både i forhold til økonomisk og social bæredygtighed såvel som i forhold til klima, energi og det overordnede miljø. 

Fokus på et mere bæredygtigt og miljøvenligt byggeri er kommet for at blive, og vi ser som nævnt allerede en stigende efterspørgsel fra virksomheder og fra lejere. At bygge og renovere efter bæredygtige og miljøvenlige standarder er lidt dyrere, men det bliver tjent ind igen i form af mindre energiforbrug, og det gør ejendommene mere konkurrencedygtige og mere parate til fremtidens ønsker og krav.

På den måde kan man se miljørigtigt og bæredygtigt byggeri som en investering i at sikre, at ejendommenes attraktivitet og dermed deres værdi fastholdes.

For PFA som for andre pensionsselskaber er det naturligvis også vigtigt, at vi er med til ikke blot at give et godt afkast af pensionspengene, men også investere i noget, der bidrager til, at opsparernes børn og børnebørn overtager en planet, vi kan være bekendt.

 

Mere fra FinansWatch

Job

Se flere jobs