Vis det fulde website

FinansWatch

Mastercards aktie stiger en smule efter opkøb af luns af Nets

Amerikanske Mastercard stiger en smule på børsen i New York tirsdag eftermiddag, efter at selskabet har aftalt at købe en luns af det danske betalingsselskab Nets.

Foto: Benoit Tessier / Reuters / Ritzau Scanpix

Mastercard stiger tirsdag eftermiddag dansk tid 1,7 pct. på børsen i USA efter nyheden om opkøbet, som ifølge mediet Marketwatch er Mastercards største nogensinde.

Inden handelsstart kom det frem, at Mastercard har indgået aftale med Nets om at købe Nets' konto-til-konto baserede servicer for godt 21,3 mia. kr. Det oplyste de to selskaber i en pressemeddelelse.

"I kombination med Mastercards nuværende aktiver såsom Vocalink, Transfast og Transactis får vi nu en innovationskraft og ekspertise inden for realtidsbetalinger, som virkelig differentierer os," siger Michael Miebach, der er produkt- og innovationsdirektør hos Mastercard, i pressemeddelelsen.

Nets har solgt hovedparten af selskabets Corporate Service-forretning, og salget omfatter både Betalingsservice i Danmark og AvtaleGiro/eFaktura i Norge.

Selv om NemID er en del af Nets' Corporate Services, er det ikke en del af købsaftalen med Mastercard.

Aftalen skal godkendes af de relevante myndigheder, inden handlen falder endeligt på plads.

Mere fra FinansWatch

Job

Se flere jobs