Vis det fulde website

FinansWatch

Grønlandsbanken løftede omsætning og resultat i første halvår af 2019

Grønlandsbanken kom ud af første halvår 2019 med fremgang på både top- og bundlinje. Banken fastholder forventningerne om et resultat før skat i niveauet 130-150 mio. kr. i 2019

Foto: Leiff Josefsen

Grønlandsbanken kom ud af første halvår 2019 med fremgang på både top- og bundlinje.

Det fremgår af bankens regnskab for perioden, der er offentliggjort tirsdag efter børsens lukketid.

Grønlandsbanken kunne for årets første seks måneder rapportere nettorente- og gebyrindtægter for 158,9 mio. kr. mod 155,5 mio. kr. i samme periode sidste år.

På samme tid landede resultatet efter skat i de første seks måneder af 2019 på 47,4 mio. kr. mod 46,9 mio. kr. i første halvår 2018.

"Der er travlt i forretningen og vores udlån er øget betragteligt, men vi kan også se at marginalerne er lidt lavere. Vi forventer også travlhed i de kommende år, så vi har styrket organisationen. Jeg synes, at vi kigger ind i en spændende fremtid i det grønlandske samfund. Der bliver nok at se til fremadrettet, bl.a. med de kommende lufthavne og de afledte investeringer," udtaler Martin Kviesgaard, adm. direktør i Grønlandsbanken, i en pressemeddelelse.

Banken skriver i regnskabet, at en pæn udlånsvækst i 2018 er fortsat ind i 2019, hvor udlån er steget med 325 mio. kr. i første halvår og udgør 3798 mio. kr. ved udgangen af juni.

"Udlånet er steget bl.a. fordi der er stigende byggeaktivitet, men ellers er det ret bredt funderet. Det medfører større indtægter og er med til at fastholde en høj markedsandel, siger Martin Kviesgaard, der dog kun forventer en moderat udvikling resten af året," forklarer Martin Kviesgaard i meddelelsen.

Grønlandsbanken fastholder forventningerne til 2019 om et resultat før skat i niveauet 130-150 mio. kr.

Mere fra FinansWatch

Job

Se flere jobs