Vis det fulde website

FinansWatch

Trump tordner løs på sin egen centralbankchef - igen

USA's præsident, Donald Trump, fortsætter med at presse på for en rentenedsættelse og viser igen sin disrespekt for centralbankchef Jerome Powell. Det sker i et tweet fredag.

Foto: Carlos Barria/Reuters/Ritzau Scanpix

Endnu engang langer Donald Trump ud efter Jerome Powell, centralbankchef i USA.

"De hævede alt for tidligt og sænkede alt for sent, og en stor omgang med kvantitative stramninger hjalp heller ikke ligefrem. Hvor fandt jeg den her fyr Jerome? Nå, man kan ikke vinde hver gang," skriver Trump på Twitter.

Trumps utilfredshed med landets centralbankdirektør er langt fra ny.

For to uger siden svinede Trump også Powell til, efter at centralbankdirektøren havde holdt en tale på den årlige konference for centralbanker i Jackson Hole.

Dengang spurgte Trump, hvem der var USA's største fjende: om det var Powell eller Kinas præsident, Xi Jinping.

Dagens meldinger følger en lidt skuffende jobrapport for august, hvor der blev skabt 130.000 arbejdspladser mod ventet 160.000 blandt økonomer ifølge Bloomberg News.

Trump lader dog ikke til at være skuffet over tallene.

"Se på jobrapporten i dag. Det, jeg er overrasket over, er, hvor stærk forbrugeren er. Jeg tror, at Kina har mere behov for en aftale, end vi har. Det viser sig statistisk.

"Jeg mener bare, at vores økonomi er meget stærk. Hvis Fed (centralbanken, red.) ville sænke renten til det niveau, markedet siger, den bør være, så ville jeg ikke være nervøs for en recession," tweeter Trump.

Powell: "Vil agere passende for at fastholde ekspansion" 

Trump revser centralbankchef: Regn ikke med "Jay the Golfer" 

Mere fra FinansWatch

Job

Se flere jobs