Vis det fulde website

FinansWatch

Ny Nordea-chef skal holde banken foran rivaler som "vågnede op i går og pludselig blev grønne"

Eric Pedersen har overtaget tøjlerne som chef for ansvarlige investeringer i Nordea, og her skal han kæmpe for at bevare bankens position inden for et område, som drager stadig flere nye aktører.

Eric Pedersen | Foto: Nordea Pressefoto

Han kalder det selv ønskestillingen, det job han nu skal sidde i.

Som chef for hele Nordea Asset Managements afdeling for ansvarlige investeringer lander Eric Pedersen da også i en stilling, som er eksponeret mod tidens trend som få andre i banksektoren i disse tider. Samtidig er det et område, han gennem flere år har beskæftiget sig med i den nordiske storbank, hvor han har været chef for den danske del af bankens kapitalforvaltningsenhed.

Nordea har i en årrække sat fokus på bæredygtighed, og banken mener selv, at den er langt fremme i det grønne felt.

"Jeg skal være med til at sørge for, at vores stærke position holdes fast. Det, vi har været ti år om at bygge op, er der flere og flere, som begynder at rykke ind på. Det er begyndt at blive moderne at arbejde med ESG (environment, social & governance red.) og bæredygtighed, og det er jo super fedt," siger Eric Pedersen og fortsætter:

"Vi er gået lidt foran kunderne i en periode og har i høj grad haft banen for os selv, og nu skal vi sikre os, at vi holder fast i styrkepositionen."

Begynder de andre at ånde jer i nakken?

"Der er i hvert fald mange, der siger, de gør. Og det kan være svært for kunderne at kende forskel på skidt og kanel."

Hvis du er bedst på substans, men kunderne ikke kan kende forskel på dig, og en der vågnede op i går og pludselig blev grøn, så er det et problem

Eric Pedersen, chef for ansvarlige investeringer i Nordea

Substans eller perception

Og netop gennemsigtigheden inden for det, Eric Pedersen nu skal beskæftige sig fuld tid med, udgør en stor udfordring, som kun er blevet større, som området for grønne og ansvarlige investeringer er eksploderet.

"En af mine medarbejdere spurgte mig for nylig, hvad der var vigtigst for mig. Substans eller perception?" siger Eric Pedersen og giver så sit bud på et svar til den spørgelystne medarbejder og andre, som måtte have gjort sig samme tanker:

"Hvis jeg bliver tvunget til at vælge, er substansen selvfølgelig vigtigst, her må der ikke være noget at sætte en finger på. Men perceptionen er altså også vigtig. For hvis du er bedst på substans, men kunderne ikke kan kende forskel på dig, og en der vågnede op i går og pludselig blev grøn, så er det et problem."

"Så vi skal holde os selv og konkurrenterne til ilden."

Meget, meget svært at finde rundt

Der er meget fokus på såkaldt greenwashing for tiden, og der er for nyligt indgået en aftale i EU om en taksonomi, som skal lave et fælles sprog inden for bæredygtige investeringer for netop at gøre op med falsk, grøn varebetegnelse.

På spørgsmålet om, hvordan man som kunde skal finde rundt blandt de mange forskellige udbydere, er Eric Pedersens svar kort og godt, at det er "meget, meget svært."

"Selv når taksonomien og EU-mærkningsordningen kommer, vil det være udfordrende," siger han.

"Du kan godt orientere dig efter mærker, og vi er selv certificeret flere steder i Europa under forskellige ordninger, men der er også faldgruber ved mærkningsordningerne. Vi laver eksempelvis rigtig meget engagement i vores star-fonde (Nordeas fonde med ansvarlige investeringer red.), hvor vi tager ud og taler med virksomheder, hvis de måske bruger en underleverandør, som er mistænkt for børnearbejde, og så påvirker vi dem den vej igennem, og det får man ikke nødvendigvis point for i forskellige rating-modeller," siger han og fortsætter:

"Og hvis man bare boykottede dem, så mister man jo muligheden for at påvirke dem. Selvfølgelig er der også mange tilfælde, hvor vi blacklister, men vi har en klar politik om at være en investor, der aktivt påvirker selskaberne i den rigtige retning."

For 2-3 år siden, var der nogle kunder, som rullede lidt med øjnene, når jeg talte om bæredygtighed, men i dag skal man kigge længe for at få øje på en kunde, som ikke sidder og nikker og smiler

Eric Pedersen, chef for ansvarlige investeringer i Nordea

Længere mellem hovedrysten

Bæredygtighed er som nævnt kommet op på toppen af dagsordenen på både Christiansborg, i Bruxelles og generelt i erhvervslivet inden for de seneste år.

Og Eric Pedersen har da også selv kunnet mærke et skift i opfattelsen blandt kunderne i løbet af ganske få år.

"I snart fem år har jeg holdt kundemøder, og der kan jeg mærke, at for to-tre år siden, var der nogle kunder, som rullede lidt med øjnene, når jeg talte om bæredygtighed, men i dag skal man kigge længe for at få øje på en kunde, som ikke sidder og nikker og smiler, når vi taler om det, så vi har også kunnet flytte kunderne," siger han.

Gør I nok, i forhold til hvor vigtig klimadagsordenen er?

"Det kan man næsten ikke, fordi den er så sindssygt vigtigt. Det er en rejse, vi er på, og vi har flyttet os meget og kommer til at flytte os endnu hurtigere. Men vi har f.eks. taget det skridt at udelukke store kulproducenter fra alle Nordea Invests fonde, ikke bare de ekstra bæredygtige."

 

Mere fra FinansWatch

Job

Se flere jobs