Vis det fulde website

FinansWatch

Statsministerens departementschef skifter til Den Europæiske Investeringsbank

Christian Kettel Thomsen bliver vicepræsident i Den Europæiske Investeringsbank

Christian Kettel Thomsen | Foto: Anders Birch/Politiken/Ritzau Scanpix

Statsministeriets departementschef skifter til Den Europæiske Investeringsbank (EIB).

Det oplyser Statsministeriet i en pressemeddelelse.

Christian Kettel Thomsen har været departementschef i Statsministeriet siden 2010.

Regeringen har besluttet at indstille ham til vicepræsident i EIB, der ejes af EU-landene i fællesskab og har blandt andet til formål at fremme vækst og beskæftigelse i EU og støtte klimaindsatsen.

Og det er forventet, at han tiltræder 1. august i år.

"Christian har gennem de sidste ni år sammen med tre forskellige statsministre dygtigt ledet Statsministeriet og arbejdet i centraladministrationen," siger statsminister Mette Frederiksen i pressemeddelelsen. 

"Han har en unik indsigt i velfærdssamfundet og en enorm faglig tyngde. Christian har sat vigtige og blivende spor i vores samfund. Jeg er meget glad for, at vi fra Danmarks side kan udnævne en så kompetent vicepræsident til Den Europæiske Investeringsbank."

"Christian har med ro og overblik understøttet skiftende ministre. Jeg vil gerne takke Christian for den store indsats, han over årene har ydet," siger hun.

Han har sidste arbejdsdag i Statsministeriet fredag. Frem til sommer vil han ifølge Statsministeriet forberede sig på de nye opgaver. Det kommer til at ske i en stilling som kommitteret i Erhvervsministeriet.

Mere fra FinansWatch

Job

Se flere jobs