Vis det fulde website

FinansWatch

Medie: Danske Bank-hovedsæde til salg for over 2 mia. kr.

Erhvervsmægleren CBRE har ifølge mediet Insidebusiness fået til opgave at sælge Danske Banks nuværende hovedsæde på Holmens Kanal, som britiske Aberdeen Standard ellers købte i 2016 for 1,4 mia. kr. EjendomsWatch har tidligere omtalt mulige fremtidsplaner for bankhovedsædet, som efter planen fraflyttes i 2023.

Danske Banks hovedsæde på Holmens Kanal i København består af 14 sammenhængende bygninger. | Foto: Danske Bank/PR

En af årets største ejendomshandler kan være undervejs midt i København, hvor Danske Banks hovedsæde på Holmens Kanal er sat til salg i en handel, der kan runde 2 mia. kr., skriver Insidebusiness.

Ifølge mediet er mæglerfirmaet CBRE hyret til at finde en køber i salgsprocessen, der er "ret fremskreden" og med stor interesse fra blandt andre danske aktører og pensionskassser.

Partner og direktør i Capital Investment Jesper Damborg, der repræsenterer sælger, ønsker ikke at kommentere sagen over for mediet, lyder det.

Som EjendomsWatch omtalte tilbage i 2016 blev de i alt 14 ejendomme, der hører til bygningskomplekset, solgt af Danske Bank for 1,4 mia. kr. til det daværende Standard Life, der siden er fusioneret med Aberdeen Asset Management under navnet Aberdeen Standard Investments.

De 14 forbundne bygninger samt et parkeringshus ligger på de københavnske adresser Holmens Kanal 2-18, Vingårdsstræde 3, Laksegade 6-8 samt 7-11, Asylgade 1 og Bremerholm 37. Komplekset indeholder omkring 37.000 kvm kontorareal.

Tilbage i 2017 havde Standard Life planer om at omdanne bankbygningerne til boliger og restauranter, når Danske Bank er flyttet i sin nye domicil i Postbyen ved Københavns Hovedbanegård.

Ønsket var dengang "at omdanne det relativt introverte område til et blandet bykvarter med butikker i stueetagen og boliger og erhverv på de øvre etager." Hvorvidt disse planer er skrinlagt til fordel for et salg af ejendommen, fremgår ikke.

(Denne artikel er leveret af vores søstermedie EjendomsWatch.)

Danica skal opføre 236 hotellejligheder i Postbyen 

Danske Banks historiske hovedsæde skal omdannes til boliger og butikker  

Mere fra FinansWatch

Job

Se flere jobs