Vis det fulde website

FinansWatch

Klumme: Corona – fem stadier gennem krisen

Benægtelse, vrede, forhandling, depression og accept. Sådan lyder Kübler-Ross-modellen – også kendt som de fem stadier af sorg. En velkendt metode til at skitsere den serie af følelser, som mange syge patienter gennemgår lige inden døden eller som opleves af dem, der har mistet en elsket.

Foto: PR / T. Rowe Price

Covid-19 krisen har unægtelig medført menneskelige tragedier over store dele af kloden. Det er nu ikke på den baggrund, at jeg henviser til Kübler-Ross-modellen. Udover det ufattelige tab af menneskeliv, står vi også overfor en enorm global økonomisk udfordring, og der mener jeg, teorien om de fem bearbejdningsfaser, i grove træk, beskriver den situation, vi befinder os i lige nu.

Vi er nået til depressionen. Og inden jeg uddyber, så lad os lige gennemgå de fem faser.

Benægtelse

Den første fase er benægtelse. Det er nemt at kommentere begivenheder set fra bakspejlet, men i det ulideligt klare lys, må jeg ligesom mange andre konstatere, at vi var i en tilstand af benægtelse i lang tid.

Allerede i sommeren 2019 inverterede rentekurven, da renten på en 10-årig amerikansk statsobligation faldt under renten for en tre-måneders obligation. Med Federal Reserve Bank of New Yorks metode til beregningen af den slags, viste kurven 30 procent sandsynlighed for en recession i februar 2020.

30 pct. lyder måske ikke højt, men over de sidste 30 år har sandsynligheden kun været i det niveau to gange tidligere. Det var i begyndelsen af ​​recessionen i 2000 og lige før den globale finanskrise i 2008. Obligationsmarkedet kan ikke forudse en pandemi, men den kan give et varsel om, at der kan ske noget slemt i markedet.

Alligevel var vi i Vesten i benægtelse, imens Kina satte Hubei-provinsen i karantæne, byggede et hospital på en uge, lukkede Wuhan og den nationale økonomi. Vi troede blot, corona var en influenza med en mere aggressiv PR-strategi. Det var først, da vi så corona-virussen med vores egne øjne i Europa og derefter i USA, at benægtelsen ophørte, og vi gik ind i anden fase.

Vrede

Et såkaldt bear market starter typisk med, at mere risikable aktiver tager et stejlt dyk, og panik eller frygt er måske en mere passende betegnelse, når vi ser så voldsom volatilitet, som det var tilfældet. Når tilliden forsvinder, bliver stemningen dårlig og investorer dropper risiko til fordel for mere konservative investeringer. Samtidig forsvinder likviditeten, hvilket kun gør tingene værre.

Fra den 20. februar til den 24. marts faldt MSCI All World World Index (ACWI) 33 procent, og det globale højrente-indeks faldt mere end 20 procent. Faldet i S&P 500 var stejlere end nogensinde før. Det kan skyldes et chok, at vi kom fra alle tiders højeste niveau, eller måske skyldes det, at algoritmehandel forstærkede brandudsalget. I hvert fald er markederne hurtige til at fokusere på undergang og dystopi i den vrede fase. Heldigvis er den nu bag os, og vi gik ind i næste fase.

Forhandling

Reaktionen her var et forsøg på at adressere og forhandle med krisen. Centralbankerne iværksatte enorme opkøb af aktiver, trykkede penge for regeringerne og leverede likviditet for at forhindre en ny finanskrise. Derefter annoncerede politiske ledere over hele verden finansielle lempelser uden fortilfælde og støtteprogrammer til borgere, virksomheder og økonomier.

De tog drastiske skridt for at imødekomme sundhedskrisen med f.eks. rejseforbud, nedlukninger og krav om social afstand. Initiativerne sikrede, at markederne bevarede lidt ro og fremsynethed fremfor at stirre modløst mod afgrunden.

Forhandlingerne foregik også på kapitalmarkederne. Når paniske investorer først er flygtet, er der tre typer tilbage. De der har opgivet at sælge, fordi tabene vil være for store. De der køber, fordi priserne er attraktive og de, der havde lidt for meget risiko, da krisen indtraf, og nu vil forsøge at indhente det tabte.

Sådan en situation ender oftest med stigende kurser, og fra den 23. til 27. marts leverede ACWI sit bedste ugentlige afkast siden 2008. Vi ved endnu ikke, om markedet faktisk nåede bunden, inden det sprang op igen. Vi har dog historisk set, at bear-aktiemarkeder, der tager et så kraftigt spring – typisk tester bunden igen kort tid efter. Med andre ord er det for tidligt at sige, om den værste nedtur på aktiemarkedet er bag os.

Med fødderne i depressionsfasen

Alligevel vil jeg påstå, at vi nu mentalt står i depressionsfasen. I den nuværende situation skal det dog ikke forstås sådan, at vi står overfor en kollektiv nedtur, som vi så i 1930’erne. Vi har i dag erkendt, at situationen er alvorlig, og aktivpriserne afspejler en hidtil uset skarp recession i første halvdel af 2020, men også en bedring i anden. Vi ender ikke en økonomisk depression, som følge af Covid-19. Derimod refererer depressionsfasen til en korrektion af aktivpriserne i forhold til den nye virkelighed.

Det efterlader markederne tilbage med spørgsmålet: Kommer der flere negative eller positive overraskelser? Det ser ud til, vi har nok finanspolitiske lempelser og pengepolitiske indsatser til at få os over på den anden side af krisen og måske endda på ny bevæge os mod ekspansion og optur. Men vi skal se en stabil positiv udvikling i antallet af syge og styr på virussen globalt, før aktiemarkederne finder fast grund.

Selvom frygtens indeks eller CBOE Volatility Index (VIX) er faldet tilbage fra toppen 16. marts, er det stadig på kriseniveau. Volatiliteten skal ned, og vi skal have bedre udsyn, før vi kommer ud af depressionsfasen og over i acceptfasen.

Eller genopretningen - når aktivpriserne begynder at afspejle en slutning på ​​krisen. Acceptfasen betyder ikke, at krisen behøver at være slut, men blot at der er indikationer på, at vi er ved enden.

Når antallet af nye smittetilfælde falder, samfund lukker op og kravene til social afstand mindskes, vil vi se aktivpriserne kravle mod nye højder igen, som de har gjort det efter alle andre kriser i historien.

Er vi allerede i dag nået til acceptstadiet? Måske, men det er ikke sandsynligt. Vi er nødt til se en løsning af sundhedskrisen i horisonten, før vi ser en opblødning af den økonomiske krise. Dette kan tage et par uger i et optimistisk scenarie eller et par måneder i et mere sandsynligt scenarie.

En ting er dog sikkert: Acceptstadiet vil komme.

 

Modtag nyhedsbreve fra FinansWatch

OBS: Det er gratis at modtage nyhedsbrevet.

Mere fra FinansWatch

Job

Se flere jobs