Vis det fulde website

FinansWatch

CIP gør klar til mere havvind: "Det kommer til at gå hurtigt i Asien"

Flere pensionsselskabers infrastrukturpartner, Copenhagen Infrastructure Partners, udpeger både Asien og USA som vækstområder. Det er dog for tifligt at sige, om man vil være med i første udbudsrunde i Japan.

Foto: Siemens Gamesa

Nye havvindprojekter kommer til at skyde op i både USA, Europa og Asien i løbet af den kommende årrække, og flere danske og internationale selskaber forsøger at få del i væksten.

Det gælder også for den danske infrastrukturfond Copenhagen Infrastructure Partners (CIP), der blandt andet har blikket rettet mod vækstmuligheder i både USA, Asien og Europa.

Selskabet blev stiftet i 2012 af en gruppe tidligere ansatte hos det daværende Dong, der i dag er kendt som Ørsted og for at have taget en stor bid af markedet for netop havvind.

Det marked har også længe været på radaren hos CIP, der i midten af juni lancerede en ny fond, der skal investere op mod 100 mia. kr. i grønne energiprojekter som havvind, landvind, solenergi og biomasse.

Omkring en tredjedel af investeringerne vil være rettet mod havvindmølleprojekter, som kan generere fornuftige afkast for fonden og en række institutionelle investorer.

CIP har allerede kastet sig over udviklingen af havvindprojekter i både Europa, Asien og USA, og især i de to sidstnævnte markeder er der store fremtidige vækstmuligheder.

Det vurderer Michael Hannibal, der er partner hos CIP.

"Vi tror, at det kommer til at gå hurtigt i Asien, og vi ser også rigtigt gode tegn på, at USA også bliver et stort vækstområde."

"Europa har allerede en god grundlast, som vil fortsætte, men væksten vil formentlig være knap så stor. Asien og USA er de to områder, vi forventer, vækstmæssigt vil stikke af den kommende årrække," siger han til Ritzau Finans.

Følger udviklingen i Japan og Sydkorea tæt

I Asien er CIP allerede i gang med at opføre havvindmølleprojekter i Taiwan, men selskabet følger også nøje udviklingen i Japan og Sydkorea, som står til at blive de næste asiatiske lande, som for alvor vil sætte gang i udbygningen af havvindmølleparker.

Konkurrenterne Ørsted og RWE har allerede gjort sig klar til at byde ind i den første bølge af udbudsrunder for vindprojekter til vands i Japan, der forventes at blive sat i gang i løbet af 2020.

Hos CIP er meldingen dog ikke helt så klar på nuværende tidspunkt.

"Vi følger udviklingen i Japan tæt, og vi har også allerede etableret et kontor i Tokyo. Det er dog lige en tand for tidligt at sige, om vi er med i den første udbudsrunde, men vi er aktive i markedet," siger Michael Hannibal.

"Vi er også aktive med folk på jorden i Sydkorea, hvor vi både ser på flydende havvind og havvind med faste fundamenter," fortsætter partneren.

Tror stadig på USA trods forsinkelser

Det amerikanske marked for havvind er også af flere selskaber blevet udråbt til at være en attraktiv vækstmulighed, og i løbet af 2018 og 2019 blev flere store udbudsrunder lanceret i østkyststaterne New York, New Jersey, Rhode Island, Massachusetts og Connecticut.

Det lykkedes også for CIP - sammen med partneren Avangrid - at hive et par sejre hjem. Det danske selskab blev udråbt som vinder af den første store udbudsrunde i USA, som blev afholdt i staten Massachusetts.

Sidste år havde CIP også succes med at blive udnævnt som foretrukken leverandør af et projekt i Connecticut foran konkurrenter som Shell og Ørsted, der omvendt har vundet i en række andre store udbudsrunder i USA.

Projektet i Massachussets står til at få en samlet kapacitet på 800 megawatt, og det bliver USA's første havvindmøllepark i større kommerciel skala. Arbejdet med projektet har dog langtfra været uden udfordringer.

Målet var at have projektet klar i 2022, og Vineyard Wind havde planlagt at begynde opførelsen allerede sidste år.

Men den stramme tidsplan mødte siden modstand. Efter at have fået en lang række godkendelser i hus, manglede selskabet at få den endelige miljøgodkendelse af Bureau of Ocean Management (BOEM), der er den føderale myndighed for havvind i USA.

Det er siden blevet den del forsinket, da BOEM i august sidste år besluttede sig for at sætte gang i en mere omfattende analyse af de miljømæssige påvirkninger af den fremtidige havvindudbygning.

På trods af forsinkelsen og den fortsatte usikkerhed om den endelige tidsplan har CIP stadig store forventninger til det amerikanske marked for havvind.

"Havvind i USA er rigtigt spændende, og vi tror på, at det er noget, der vil tage yderligere fart. Det er ikke nogen hemmelighed, at vi har måttet genopbygge vores tidsplan, da der pludselig skulle laves et nyt studie fra BOEM. Det betød, at vi ikke kunne bygge, på det tidspunkt vi gerne ville. Alligevel ser vi meget positivt på markedet, og vi glæder os til at komme i gang for alvor," siger Michael Hannibal.

"Vi har oplevet en meget konstruktiv dialog med både BOEM og de stater, vi er i. Vi tror stadigvæk på, at der kommer et sundt marked i USA, når de sidste ting med studiet falder på plads," fortsætter han.

Forsinkelsen af den første bølge af projekter i USA har også skabt usikkerhed i industrien om, i hvilket omfang projekterne vil få gavn af skattefordelene gennem den amerikanske ITC-ordning, som udfases.

"Vores projekt ser stadig ud til at blive det første store kommercielle projekt i USA. Vi vurderer stadig, at vores projekt kan få gavn af ITC-ordningen," siger Michael Hannibal.

Afviser ikke at deltage i støttefri udbud i Europa

I Europa er havvindindustrien en del mere moden end i både USA og Asien, og flere lande som Tyskland og Holland er i en række udbudsrunder gået væk fra at tilbyde statslig støtte til projekterne.

Dermed skal vinderne af de støttefri udbudsrunder enten indgå elkøbsaftaler for den strøm, som projektet kan generere, eller sælge det på spotmarkedet.

"Jeg vil ikke afvise, at vi kunne finde på at byde ind i et europæiske konkurrencemarked, men hvis vi skal gøre det, skal det være, fordi det passer ind i vores porteføljeplanlægning. Så jeg vil ikke sige, at vi ikke går ind i sådan et projekt, men jeg vil heller ikke sige, at vi gør det," siger Michael Hannibal.

Han henviser til, at CIP ser sine investeringer ud fra et samlet perspektiv.

I den nye fond er målet eksempelvis at fordele investeringer stort set ligeligt mellem Asien, Europa og USA - og mellem havvind, landvind og solenergi under ét og andre vedvarende energityper som biomasse og waste-to-energy.

Indtil videre har fonden fået bekræftede tilsagn om investeringer på omkring 11 mia. kr.

Inden udgangen af marts næste år forventes den at være i mål med investeringstilsagn på mellem 40-50 mia. kr.

Når CIP har modtaget de tilsagn, vil den danske fondsforvalter med projektfinansiering kunne realisere investeringer for op mod 100 mia. kr. i den nye fond.

CIP lancerer verdens største fond for grøn energi på op mod 100 mia. 

Pensionsdirektør: Unoterede investeringer "har vist deres værdi" under coronakrise 

Modtag nyhedsbreve fra FinansWatch

Du er nu tilmeldt vores nyhedsbreve.
Indtast venligst en gyldig e-mailadresse.
Der gik noget galt. Prøv venligst igen.

OBS: Det er gratis at modtage nyhedsbrevet.

Mere fra FinansWatch

Job

Se flere jobs