Vis det fulde website

FinansWatch

Klumme: Vi skal blive bedre til at tale om cyberkriminalitet

Cybertruslen er stor, og forsikringsbranchen har en vigtig opgave i at øge kendskabet til den blandt de små danske virksomheder, skriver Anders Hestbech, administrerende direktør i Købstædernes Forsikring, i ny klumme.

Anders Hestbech, administrerende direktør i Købstædernes Forsikring | Foto: PR/Købstædernes Forsikring/Büro Jantzen

Når vores forsikringskonsulenter er ude for at møde kunder, tales der åbent om de fleste forsikringer. Sundhed, løsøre, vandskade, brand og alle de andre områder, hvor de fleste deler den overbevisning, at det er en god idé at være forsikret i et eller andet omfang.

Men når emnet falder på cyberforsikring, er det sværere at fange opmærksomheden, er erfaringen. Det til trods for, at Center for Cybersikkerhed for nyligt at klassificeret cybertruslen mod danske virksomheder, myndigheder og borgere som stor.

I en analyse, vi lavede i juni blandt mere end 350 små virksomheder med op til 49 ansatte fra hele landet, svarer hver tredje leder, at de i dag ikke har en cyberforsikring. Det betyder reelt set, at de står helt alene med ansvaret for at dække driftstab og udgifter til at genoprette deres it-system, efter at ubudne digitale gæster har været på besøg. Hvis virksomhedens data eller netbutik er ødelagt, kan det gå hårdt ud over driften, ligesom at loyaliteten og tilliden fra deres kunder kan blive udfordret, jo længere tid der går. Tid er penge i sådanne situationer.

Derfor kan det godt undre mig, at landets små virksomheder ikke er mere opmærksomme på at ruste sig mod alvorlige følger af cyberangreb. Selvom vi ganske vist har oplevet en vækst i købet af cyberforsikringer over de senere år, er det stadig ikke udbredt blandt erhvervskunderne, og det er sjældent det første emne, kunden bringer på banen under et rådgivningsmøde. Hvorfor er det lettere for virksomhederne at tale om udvidet vandskadedækning end cyberforsikring? Hvorfor er der større årvågenhed over for indbrud i de fysiske lokaler end online?

Som forsikringsbranche er vi også nødt til at se indad. Selvsamme analyse viser nemlig, at halvdelen af de virksomheder, der ikke har en cyberforsikring, begrunder det med, at de vurderer, at risikoen er for lille. Og hver femte ved ikke, hvorfor de ikke har en forsikring eller vidste ikke, det var en mulighed. Der ligger altså en vigtig opgave for alle aktører i forsikringsbranchen i at øge kendskabet til muligheden for at forsikre sig på det digitale område og til de alvorlige risici, der er forbundet med at blive ofre for cyberkriminelle.

Hos Købstædernes Forsikring har vi valgt at bidrage til at øge kendskabet ved at holde lokale arrangementer og online webinarer for de små virksomheder for at sætte fokus på emnet, ligesom vi træner vores konsulenter i at tage samtalen med virksomhederne rundt omkring i landet.

Der er ingen tvivl om, at cyberkriminalitet kan være en uhåndgribelig og diffus størrelse at rådgive om. Brandforsikringsprodukter har vi øvet os på i knap 300 år, mens cyberforsikring lige knap har rundet sin fem-års fødselsdag. Når man tilmed ikke er uddannet inden for it-sikkerhed, kan det være svært at finde sine ben.

Det er et nyt territorium, og derfor er det så vigtigt at få det afmystificeret med jordnære eksempler, de små virksomheder kan identificere sig med. Det trækker altid overskrifter i medierne, når store spillere som Mærsk, Willian Demant, ISS, DSB eller Tivoli bliver lagt ned af cyberangreb. Men hvad med alle de andre tilfælde, vi ikke hører om? Ifølge vores egen analyse har hver ottende mindre virksomhed prøvet kræfter med cyberkriminalitet. De historier hører vi bare sjældent om.

Det er let at pege fingre ad de små virksomheder, men de andre fingre peger mod os selv. Vi er som forsikringsbranche nødt til at tage ansvaret på os for at ruste de små virksomheder bedre mod cyberangreb. Det er os, der har kompetencerne og ressourcerne til at rådgive de små virksomheder. Vi skal alle blive langt bedre til at tage snakken med erhvervskunderne om risici, konsekvenser og konkrete cases. Det skal i hvert fald ikke være uvidenhed, der gør udfaldet.

Modtag nyhedsbreve fra FinansWatch

OBS: Det er gratis at modtage nyhedsbrevet.

Mere fra FinansWatch

Job

Se flere jobs