Vis det fulde website

FinansWatch

Klumme: Danske bankers forretningsmodel kan blive presset af techgiganter

Techgiganter som Amazon, Google og Apple har penge, brugere og infrastruktur til for alvor at udfordre banksektoren. Hvordan kan danske finansielle virksomheder imødegå presset fra de store techspillere? Det spørgsmål behandler Robert Bo Jensen, partner i PwC’s afdeling for finansielle services, i ny klumme.

Robert Bo Jensen, partner i PwC’s afdeling for finansielle services | Foto: PR / PwC

Techgiganterne er her.

De har brugere, økonomi og interesse i at være her, og de arbejder benhårdt på at udvide deres tilstedeværelse. Med infrastruktur og brugere på plads vil næste naturlige skridt højst sandsynligt være at udvide forretningen til også at håndtere handel og penge gennem deres platforme.

Endnu har spillere som fx Google blot udviklet infrastrukturen til nye payment-løsninger, mens flere techgiganter i Asien, såsom Alibaba, tilbyder friktionsfrie betalings- og finansieringsløsninger gennem deres platforme.

Selvom danske finansielle virksomheder hele tiden udvikler sig, har det stigende regulatoriske tryk og krav til compliance betydet, at  udviklingen ofte handler om at digitalisere og effektivisere eksisterende processer samt følge med konkurrenternes produktvilkår.

Det er stor udfordring, da techgiganterne - med deres enorme udviklingskræfter – er i gang med at bryde markedet ned fra bunden ved at tilbyde helt nye former for betalingsløsninger og finansiering. 

Markedet i eksplosiv vækst

E-handelsmarkedet vokser kraftigt i Norden, og det gør det kun mere interessant for techgiganterne at kigge i denne retning.

En undersøgelse foretaget af PwC viser, at unge i UK under 34 år er 5 gange mere tilbøjelige til at benytte sig af mobile payments end folk over 55 år.

Ser vi på de danske tal, vil digital natives udgøre 75 pct. af arbejdsstyrken inden 2025. Og da 73 pct. af danskerne – allerede inden covid-19 – handlede online mindst 2 gange om måneden, er markedet meget stort.

To retninger

Techgiganterne vil uden tvivl få en central rolle i e-handel, og de finansielle virksomheder kan derfor med fordel søge at samarbejde med dem.

Et eksempel på dette kan være betalingsløsninger gennem giganternes handelsplatforme, men med udgangspunkt i de danske bankers infrastruktur.

Disse kan også forlænges ud i den fysiske verden, hvor forbrugerne eksempelvis kan betale med deres smartwatch eller -phone. Endvidere kan finansiering af forbrugernes lånebehov gennem giganternes handelsplatforme være en farbar vej for de danske finansielle virksomheder.

Alternativet er at søge allierede i det spirende lag af fintech-virksomheder i Danmark og i Norden. Fintech-virksomhederne har i de senere år fået et rygstød med bl.a. ny regulering såsom PSD2, der åbner bankerne op tredjepartvirksomheder.

Partnerskaber med Fintechs kan sikre bankerne en genvej til nye produkter og løsninger, som kan være med til at give en konkurrencefordel i markedet. Innovationen og de nyskabende løsninger findes nemlig allerede derude, og ofte er det mere værdiskabende at arbejde sammen med nogen, der allerede har løsninger, og tilpasse disse til sin forretning, end at skulle udvikle dem selv fra bunden – og vi ser da også allerede en del eksempler på dette i banksektoren.

Der er ingen tvivl om, at de danske banker vil blive udfordret af techgiganterne i de kommende år. Spørgsmålet er, hvordan man vælger at gå til udfordringen. Vil danske finansielle virksomheder nytænke deres egen rolle i markedet og hilse giganterne velkommen og samarbejde? Vil man søge nye allierede blandt de danske fintech-virksomheder? Eller finder man en helt tredje vej?

Uanset hvilken retning man vælger, vil det for altid ændre måden, vi betaler for varer og services, og tiden vil vise, hvem der trækker sig sejrrigt ud af kampen om danskernes behov for finansielle serviceydelser.

Klumme: Finansielle virksomheder mangler store innovationsprojekter

Klumme: Blockchain kan gøre regulering mere effektivt 

Modtag nyhedsbreve fra FinansWatch

OBS: Det er gratis at modtage nyhedsbrevet.

Mere fra FinansWatch

Job

Se flere jobs